Vi åbner igen for telefonen, men INGEN besøg
Det er nu igen muligt at kontakte os pr. telefon 62233019 mandag, onsdag og fredag fra kl. 10.00 - 12.00.
Nye betalingsregler
Køb over 450 kr vil kræve en ekstra sikkerhedskode.
Vi har fået besked fra Conventus, at der indføres to-faktor-autentifikation for at godkende en betalingsprocess.
Det betyder, at køb over 450,- vil kræve, at I som kunder typisk vil få en SMS med en sikkerhedskode, der skal indtastes for at gennemføre betalingen.
Dette kræver, at Nets har jeres mobilnummer, ellers kan betalingen ikke gennemføres. Jeres bank kan sikkert være behjælpelig med dette.
Der kan hvis man ikke har mobil bruge sit NemIde.
Så er SVSI også på Facebook
Vi har talt om det længe, og her i foråret skete det så endelig. SVSI kom med på Facebook med hjælp fra vores sekretariatsmedarbejder og vores formand for Tværgående Udvalg.
Et kursus hjalp dem på vej og nu øver vi os i dele de gode oplevelser og på sigt også reklamere for vores forskellige tilbud.
Vi har brug for Jer, vores medlemmer, til at hjælpe med at dele vores budskaber, så vi kommer mere ud. Så er du på Facebook, så find Svendborg Senior Idræt side og del alt det du kan.
Frivilligarrangement på Gymnastikhøjskolen i Ollerup
Dejlig dag med vid, humor og fællesskab
-Hvor var det et dejligt arrangement, lød den fælles tilbagemelding fra deltagerne i foreningens forårs arrangement for de frivillige. Knap 50 af foreningens ca. 100 frivillige havde takket ja til nogle timer i højskolens tegn på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.
Efter modtagelse med frugt og vand, gik vi i foredragssalen, hvor forstander Uffe Strandby med sin fortællekunst og humor holdt ørerne stive og smilet bredt på os i en times tid med sin fortælling. Med udgangspunkt i et stort maleri på væggen fik vi bundet fortid og nutid sammen, vi fik højskolernes historie generelt og ikke mindst den i Ollerup, vi blev klogere på livet som elev og lærer på højskolen, det nationale og det internationale – et foredrag med meget viden, humor og et par anekdoter.
Efter en rundvisning i den nye arena og på arealerne omkring, blev der serveret frokost i spisesalen sammen med alle eleverne, inden den stod på kaffe og masser af kage i de gamle og fine stuer på højskolen.
Vi hjælper også til i andre foreninger og ved kommunale arrangementer
”Bissen” – Royal Run – cykling i Ollerup
Her i foråret har nye som gamle frivillige fra SVSI, givet en hånd med ved arrangementer uden for SVSI.
Først havde vi 5 mand M/K til at hjælpe til på Svendborg Mountainbikeklubs meget store arrangement ”Bissen” St. Bededag. Her cyklede 900 glade ”mountainbikere” fra hele landet rundt i Svendborgs gader, skove og på udfordrende forhindringer på havnen. Vores frivillige hjalp til med at dele mad ud og være flagposter på ruten. Her tjente de også 1500 kr. ind til SVSI, da en frivillig post gava 300 kr. til foreningen. Håber mange flere har lyst til være med næste år!
Kort tid efter stod den på Royal Run på plejecenter Trollemosen, hvor beboere fra 8 plejecentre var samlet for at dyste på forskellige poster på den smukke rute rundt om søen i området. 8 friske piger fra SVSI hjalp til med at gøre området festligt med flag og balloner og var efterfølgende med til at styre aktiviteterne på posterne eller kørestolene rundt på ruten. Dagen blev sluttet af med grillpølser og is.
Endelig har 4 af vores cykelpiger gjort deres for at hjælpe til med at få en senior cykelgruppe ”op at køre” i regi af Ollerup Gymnastikforening. 3 onsdage i juni, har de stået for turplanlægning og fortalt om, hvordan vi organiserer aktivitetshold i SVSI
EN STOR TAK TIL ALLE I DISSE INDSATSER
SPULT
SVSI var også med på Svendborg Sports –og Kulturfestival på havnen den 17. maj.
Svendborg Kommune, dens forenings – og kulturliv, øver sig på at lave Landsstævne i 2021. Der er godt nok stadig to år til, men alle erfaringer er vigtige – både for arrangørerne og forenings – og kulturlivet, som bliver invitereret til at være med.
SVSI deltog med to aktiviteter. Vi var medværter på Sydfyn Går Sammen. Der kom ikke så mange, men vi der gik, havde en hyggelig tur, hvor vi mødte både cyklister og løbere, som også var afsted i SPULT regi.
Den anden aktivitet var en præsentation af SMART Træning, som vi med stor succes har haft på programmet i et års tid – så stor succes, at der har været venteliste. Derfor har vi nu også besluttet at lave to hold fra efteråret 2019. På vores stand fik vi besøg af en 15 – 17 personer, der alle gik derfra lidt trætte i hjernen efter at Anne Lund havde presset dem i øvelser, hvor hjerneaktivitet skulle kombineres med små fysiske øvelser. Vi håber at se dem i foreningen til efteråret.
Besvær med post
En af de trælse – lad os hjælpe hinanden
I sekretariatet hører vi desværre ”lidt for ofte”, at vores medlemmer ikke får vores post. Vi arbejder løbende på at finde ud af hvorfor og prøver at afhjælpe det - vi håber at komme i mål en dag. Ind til det sker, kan I alle være med til at hjælpe til med, at foreningens tilbud og budskaber når ud til alle medlemmer ved at omtale det, når I er samlet på holdene. Spørg om de andre har læst, set, hørt at…………..
På forhånd tak for hjælpen
Katalog og tilmelding og nyansatte instruktører
Alt er klar til den nye sæson
Alle lokaler er på plads – selv om det holdt hårdt i år – to nye instruktører, Heidi og Martine, er ansat til at dække let motion og basishold, kataloget er lige sendt til tryk (du kan allerede nu bladre i det på hjemmesiden), så nu kan feriefreden snart sænke sig.
Vores medlemmer har som sædvanlig haft mulighed for at forhåndstilmelde sig på deres faste hold, men skulle du have fået lyst til også at prøve noget nyt, så bliver der åbnet for tilmelding for alle den 15. juli. Måske du ikke selv skal gå til mere, men inviter gerne en ven/veninde/nabo med.
Nye tiltag
Nyt her og nu, samt efter ferien
I juni har vi haft forsøg med Mountainbike (MTB) og elcykelgruppe nr. 2 har set dagens lys.
I et samarbejde med Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) og med lån af cykler på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, holdt vi ”åbent hus” den 19. juni med introduktion til at køre MTB. Det var så god en formiddag, at vi følger op med to lignede arrangementer i august og september. Var du forhindret, eller fortrød du, at du ikke kom med i juni, vil du snart, som medlem, få mere nyt om dette i din indbakke.
Elcykelgruppe nr. to i SVSI betyder, at du som medlem nu kan vælge mellem to grupper, der kører i forskelligt tempo.
Efter sommerferien er der også hhv. nyt tilbud og udvidelse med hold nr. 2
Det nye tilbud er, at der nu bliver mulighed for at melde sig til et 8 ugers hold med bækkenbundstræning – læs mere på hjemmesiden om indholdet i timerne på hold, der starter allerede i august.
Smarttræningshold nr. 2 starter til september. Der var venteliste det meste af det første år med denne aktivitet på programmet.
Let motion
Lukker et hold og sætter et nyt op
Som følge af Bryghusets overgang til Demensby, har det været en naturlig konsekvens, at SVSI ikke kunne beholde sit Let Motionhold der. Derfor sluttede holdet på Bryghuset helt her til sommerpausen efter 21 sæsoner med Bodil Engholm ved roret. Tak til Bodil for en flot, flot indsats og til de meget trofaste medlemmer. Bodil har i den grad sørget for at give holdbar motion og fællesskab til medlemmerne, idet gennemsnitsalderen på holdet har været godt oppe i 90’erne.
Til gengæld forsøger vi os med et nyt hold i den vestlige ende af kommunen, hvor vi ikke er dækket så godt ind med Let Motionshold. Det bliver på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, mandage kl. 13.30. Del budskabet, hvis du kender nogen, du tænker kunne have glæde af det tilbud.
I gang igen - nyttig information, hvis du har brug for hjælp
Nye åbningstider på kontoret
Vi er stadig så heldige, at vi kan besætte tre gange to timers vagter på kontoret med frivillige, der kan guide nye og gamle medlemmer til det rette hold, hjælpe med tilmelding, svare på spørgsmål om dette og hint. Vagterne skal selvfølgelig passe ind i deres øvrige kalender og derfor er vores mandagstid blevet flyttet fra formiddag til eftermiddag.
Du kan nu får hjælp på kontoret eller på telefon 62 23 30 19 på flg. tidspunkter:
Mandag 12.30 – 14.30
Onsdag 10.00 – 12.00
Fredag 10.00 – 12.00
Forhåndstilmeldinger og nyt katalog
Snart er alt på plads
Der er blevet taget godt imod muligheden for at forhåndstilmelde sig og der er allerede fyldt godt op på mange hold. Husk at din sidste mulighed for at sikre dig din plads er den 30.11.
15.12, åbner vi hjemmesiden for nye medlemmer.
Vores katalog, som kommer med ud sammen med Impulser i starten af det nye år er også ved at være på plads. Når vi snart sender det til tryk, har vi også mulighed for at sætte det på foreningens hjemmeside.
Kender du nogen som trænger til et lille skub for at komme og være med til bevægelse og fællesskab, så kan du vise dem mulighederne på hjemmesiden.